Danmarks vestlige naboland er også et monarki. Det er endda det mest kendte monarki i verden, og indtil 1948 var de britiske konger tilmed kejsere i verdenshistoriens største imperium. Måske er de uheldige attituder hos kongelige personer, som jo er en almen konsekvens af monarki, derfor særligt udtalte hos familien Windsor.
Et ældre familiemedlem dør, og det er naturligvis trist for de pårørende. Trist er det ikke mindst for en ældre kvinde at blive enke efter 73 års ægteskab, men husk at mange har mistet en elsket ægtefælle efter et langt kortere samliv. Det kan slet ikke med nogen rimelighed ses som en tragedie, når en 99årig mand dør efter at have levet et liv i stor luksus, hvor man har bukket og skrabet for ham.
Den umådelige veneration som bliver Prins Philip til del i den britiske presse, men også herhjemme og i andre lande, er ganske uklædelig. Man nedspiller og omtaler som ”gaffes” en række episoder, hvor manden sagde ydmygende, nedværdigende og racistiske ting til personer, han mødte i sin officielle kapacitet. Det er vigtigt at forstå, at hans ofre skulle have haft et kolossalt mod for at svare en kongelig igen, selvom han var enestående øretæveindbydende. Prins Philips rigtige nekrolog handler mest om en ondskabsfuld, stupid racist.
Prins Philip er farfar til Prins Harry, som mangler penge til sikkerhed omkring sit nye domicil i Los Angeles. Derfor lader Harry og Meghan sig interviewe hos Oprah Winfrey. Interviewet handler tilsyneladende om en krænkende adfærd, som Meghan er blevet udsat for fra den britiske tabloid presse og dele af det britiske kongehus. Det kan sagtens være rigtigt, men det er overfladehistorien, som får læserne til at vælge side og svælge i de følelser som tabloidpressen og Oprah lever af. Men når to fraktioner af den britiske kongefamilie skændes om penge, bør man ikke vælge side, men spørge sig selv om skatteborgere skal finansiere det royale cirkus. Harrys mormor er i øvrigt helt ubeskrivelig rig og kunne med største lethed af egen formue finansiere Harrys sikkerhedsvagter i 100 år fra nu af.
Ikke atypisk for den journalistiske dækning af det britiske monarki er en anden og langt mere betændt sag næsten trådt i baggrunden. Philip er jo også far til Prince Andrew, som har plejet et tydeligvis ganske nært venskab med den lidt for interessante amerikanske rigmand Jeffrey Epstein.
Andrew demonstrerede i et tv-interview om sagen en mangel på selvindsigt, som faktisk er et ret typisk træk hos mennesker, der fra en ung alder har levet et meget privilegeret liv uden ansvar. Playboyliv er nærmest normen for mandlige medlemmer af kongefamilier. Det måske særlige ved Andrew er interessen for meget unge kvinder, som han tilsyneladende har plejet sammen med sin nu afdøde ven.
Hvis Andrew Windsor vil rense sit navn, kan han stille op in person i en amerikansk retssal i stedet for at fedtspille på en måde, som ingen almindelig brite ville slippe afsted med. I stedet forsøger Andrew i forbindelse med faderens begravelse tydeligvis instrueret af spindoktorer at række ud til de ret mange britiske familier, som har mistet ældre familiemedlemmet til Corona. Fra prinsen, der aldrig har være optaget af andet end sine egne fornøjelser, virker denne fisken efter sympati kvalmende uægte.
Prince Andrews meritter hos Epstein burde selvstændigt kunne afskaffe monarkiet i Storbritannien, men alligevel synes den sag at være trådt i baggrunden. Det er sært foruroligende.
