I den forløbne weekend kunne Republikken Danmark fejre sit 50 års jubilæum…nå nej sådan var det desværre ikke. I stedet er vi blevet sovset ind i kongerøgelse. Det er som om, at journalister og andre kendte mennesker, som ellers gerne vil tages seriøst, slet ikke kan stoppe sig selv.
Det giver ingen mening. Meget få mennesker fortjener en så omfattende lovprisning. Det handler måske ikke om dronningen, men om en alvorlig psykisk brist hos klakørerne. Den relativt middelmådige og lidt kunstlede overklassekvinde ,som er vores statsoverhovede, skulle måske mest bare huskes for ikke at have skabt alt for meget skandale – og det er selvfølgeligt fint, men vi fortjener bedre.
I en moderne demokratisk stat kan ingen – som i absolut ingen – arve retten til at blive kaldt majestæt eller kongelig højhed. Vi skal gennem et langt sejt træk med fredelige og demokratiske midler have Danmark ændret til en republik a la Island, Finland, Irland og Tyskland. Det skal vi fordi alle mennesker er lige i værdighed.